For trykte specialmedier, altså fagblade, tidsskrifter og specialmagasiner såsom bladet Markedsføring, blev det til en rigtig god afslutning på 2014.

Årets sidste kvartal endte med en stigning på intet mindre end 13 pct. i forhold til samme kvartal i 2013, viser indberetningerne til specialmediernes Annoncebarometer fra Danske Medier.

Dermed trodser specialmedierne den generelle tendens til, at annoncer i printmedier lider på bekostning af digitale alternativer.

Opgørelsen er baseret på indberetning fra 40 ud af 41 af de største specialmedier hos Danske Medier. Samlet set landede årets samlede resultat i index 108, hvilket er med til at understrege en positiv trend igennem hele annonceåret.

Danske Mediers medlemsblade repræsenterer 86 pct. af den samlede annonceomsætning indenfor mediegruppen fagblade.

Blandede bolcher

Resultatet skal dog ses i lyset af flere år med negative vækstrater – omsætningen svarer i runde tal til en tilbagevenden til niveauet fra 2011.

På brancheniveau er billedet naturligvis nuanceret.  Kvartalets højdespringere er ”Industri, teknik og håndværk”, der efter et dyk vender tilbage i index 137 for årets sidste kvartal.

”Sundhed og forsorg” fortsætter tendensen fra det foregående kvartal med index 137, mens eneste branche med reel tilbagegang er ”Kulturel og ideel virksomhed”.

Opdelingen på annoncetype – altså tekst-, stilling- eller online-annoncering – viser en online-omsætning på fortsat højt niveau med 19 pct., mens stillingsannonceringen er faldet lidt tilbage fra 3. kvt til nu 11 pct..

Du kan aflæse hele barometret (PDF) herunder.