Norske Aftenposten har nu sendt et brev til Kristian Lund, der er manden bag den kommende danske gratisavis af samme navn. I brevet understreger nordmændene, at Kristian Lund ikke må benytte navnet Aftenposten til avisen.
– Vi mener at have de juridiske rettigheder til navnet Aftenposten – både i Danmark og i det øvrige Skandinavien. Og den danske lovgivning støtter vores vurdering, siger Aftenpostens adm. dir. Olav Mugaas til Kampanje.
Det lader dog ikke til at bekymre hverken Kristian Lund eller hans advokat.
– Jeg kan bekræfte at have fået det pågældende brev, men det får mig nu ikke til at ryste på hånden, siger han og påpeger, at der kun er 92 abonnenter på norske Aftenposten i Danmark, og at hans advokat heller ikke ser nogen problemer. Kristian Lund fremhæver – igen – at der for længst er blevet sendt en ansøgning til Patent- og Varemærkedirektoratet.
– Det er så op til dem at bedømme, om der er problemer med at kalde min avis for Aftenposten. Så vi må jo vente på at høre hvad de siger.
Kristian Lund ved ikke, hvornår der kan forventes at falde en afgørelse, men siger at ansøgningen blev sendt for omkring tre måneder siden.