Der kom stærke følelser på bordet, da en film for Rådet for Større Færdselssikkerhed kom under behandling i panelet i Markedsførings Karakterbog, som produceres af AC Nielsen AIM. Og der er da også tale om en stærk film, hvor man ser en lille dreng i en barnestol på bagsædet kalde på sin far. Kameraet zoomer ud, og man ser, at faderen ligger smadret over rattet efter et sammenstød med en lastbil.
Det er en film, som rummer den klassiske diskussion om, hvad der skal til for at ændre folks adfærd: Et mere stilfærdigt form-sprog, humor eller hard-core skræmmekampagne. Det som nogen vil kalde følelses-porno.
Panelet blev delt i to.
Lisbeth Radant: – Jeg synes det er en flot film, og jeg tror, den virker. Det nytter ikke noget med blødsødenhed, hvis man vil have folk til at bruge selen.
Birthe Nielsen: – Jeg synes den er hard-core, og mine børn græder, når de ser den. Til gengæld har den har fået dem til at bruge selen frivilligt.
Tallene understøtter da også den holdning. Filmen huskes meget flot. Budskabet trænger også ind. 50 pct. kan uhjulpet identificere budskabet om at huske selen, og det er en branding i den klart bedste ende. Det er dog ikke bedre en Sundhedsstyrelsens Uge 40 kampagne, som også har været testet, og spørgsmålet er således, om den slags kampagner pr. definition scorer højt medmindre de falder totalt igennem.
Sympatien for filmen ligger også højt – om ikke helt i top sammenlignet med andre film. Brandingen er klart stærkest hos de unge (13-24 år) og de lidt ældre (35-44 år), hvor henholdsvis 64 og 63 pct. har fanget budskabet. Hvad angår ad-liking, så klarer de sig bedst hos de unge, hvor hele 47 pct. synes “rigtig godt“ om filmen. Størst sympati finder man dog hos indtægtsgruppen 400-500.000 kroner, hvor 87 pct. synes godt om filmen – heraf 48 pct. “rigtig godt“.
Trods disse tal kastede Anouska Sinding sig dog ud i en heftig diskussion med de andre i panelet.
– Man må selvfølgelig bøje sig for tallene og så håbe, det virker. Men jeg har nok en anden holdning til trafik-adfærd. Der er masser af analyser, som viser, at den slags kommunikation er med til at skabe angst, og folk handler irrationelt under angst. Og det har man ikke brug for i trafikken.
Lisbeth Radant: – Jeg synes, det er modigt at kommunikere så direkte, og jeg tror ikke, at det skaber angste trafikkanter, men at det får folk til at være mere opmærksom på lige at huske selen. For det er jo ikke et skilt eller lignende trafikkanterne får smækker op i ansigtet mens de kører.
Birthe Nielsen: – Jeg har set en anden film, hvor budskabet blev lanceret ved, at en pige kunne hugge et stykke chokolade fra forsædet, fordi hun ikke havde sele på. Det forargede mig meget mere, at man trækker et så alvorligt emne ned på det plan.
Anouska Sinding: – Er det bedre at skabe angstneuroser hos dine børn?
Birthe Nielsen: – Det tror jeg heller ikke, filmene gør. De giver jo også anledning til, at vi snakker om det, og det er blevet meget lettere at få dem til at tage sele på.
Mogens Jønck var skeptiker lige som Anouska Sinding: – Det er en af den slags film, hvor man tænker “Uha, jeg må huske selen“, når man ser den. Men en halv time efter sætter man sig ud i taxaen og glemmer det. Risikoen ved den slags film er, at det altid sker for de andre. Skal man opnå effekt, skal man opnå, at filmen gentagne gange bliver samtale-emne ved frokostbordet. Måske kan man lære noget af Sonofons Polle, for den snakkes der om.