I december leverer PostNord millioner af forsendelser til danskerne, og lige nu fortæller en ny kampagnefilm et juleeventyr om en ganske særlig pakke, der pludselig dumper ned fra himlen for fødderne af et postbud.
Og han vil naturligvis gerne passe sit arbejde så godt som muligt – forhindringer eller ikke forhindringer.
Hvad fortællingen ender med, skal ikke afsløres her, men hvad vi kan afsløre, er, at de tre velkendte drenge fra PostNords tidligere kommunikation, er på banen igen – og det kan ikke overraske, når man ser på den effekt, de har været i stand til at skabe.
Ifølge nye tal fra OMD/Annalect har rebranding-filmene og -kampagnen, der skulle gøre danskerne opmærksomme på, at Post Danmark er en del af PostNord, nemlig performet ganske imponerende.
Flotte målinger
Blandt de mange bemærkelsesværdige resultater er følgende:
• Uhjulpet afsenderidentifikation på hovedfilmen: 93 procent – så høj afsenderidentifikation har OMD ikke tidligere set inden for den pågældende branche (Service)
• Uhjulpet budskabsforståelse: 84 procent kan huske mindst ét korrekt budskab
• Hjulpet kendskab til PostNord er steget fra 72 procent til 94 procent.
Så det giver rigtig god mening at holde fast i de unge drenge-figurer, som i øvrigt oprindelig blev udviklet til en julekampagne i 2014 målrettet de yngre målgrupper:
– Men målinger viste, at de faktisk klarede sig rigtig godt på tværs af alle aldersgrupper, især også de ældre. De tre drenges klart definerede roller og samspil fungerer rigtig godt som platform til at komme af med vores budskaber på en meget effektiv og underholdende måde, med et uhøjtideligt glimt i øjet, siger PostNords marketingchef Brian Jakobsen.
Postmedarbejderne er heltene
Niels Heilberg, der er Creative Lead på universet hos Hjaltelin Stahl, supplerer:
– Hele PostNords drengeunivers er baseret på selvironi og satire. Drengene forstår sig ikke på analoge ting som post, og det giver fin mening for dem, at man kan cykle en SMS til Samsø. Universet er oprindeligt skabt til SoMe, og i alt content findes det magiske Harry Potter post-tryllegreb. Postmedarbejderne er heltene, og resultaterne fra tidligere kampagner viser, at danskerne, i særdeleshed de yngre og ældre, accepterer og holder af netop denne præmis i alle fortællingerne.
Og det hårdtarbejdende postbud er da også helten i den nye julefilm, som netop er gået i luften.
– Kampagnens afsæt er det faktum, at december måned er PostNords travleste på året, og leverancen til danskerne mangedobles. En stor del af de mange pakker skal leveres hjemme hos kunden, som ikke altid er hjemme, når pakkebuddet kommer med pakken. Det kan vække stor frustration, men der er en enkel løsning: Er adressen tilmeldt Modtagerflex, så stiller pakkebuddet pakken på et aftalt sted og kunden slipper for en tur på posthuset, siger Mette Hørdum, der er Client Service Director hos Hjaltelin Stahl, og tilføjer:
– Derfor har vi i denne kampagne kombineret et produkt, der konkret giver danskerne bedre en e-handelsoplevelse, med vores tre drenge, der er meget afholdte, og pakket det hele ind i et storslået juleeventyr – med en meget brat afslutning.
Bacon har produceret filmen, Magnus Millang har instrueret – og du kan se den her: