Det er ikke i alle mediehuse, der pives. Bonnier Publications fik i 2011 et overskud (EBITA) på 211 mio. kr., og da resultatet er skabt på baggrund af en omsætning på 1.687 mio. kr., er overskudsgraden imponerende 13 pct. Kun de mest krakilske kapitalfonde ville græde over det.
– Det er en overskudsgrad, som få magasinudgivere på verdensplan har opnået i 2011, og derfor er vi naturligvis meget tilfredse med resultatet, siger adm. direktør Michael Cordsen.
Trods den dårlige verdensøkonomi og et meget konjunkturfølsomt annoncesalg er resultatet for 2011 næsten på niveau med 2010, hvor omsætningen var 1.681 mio. kr. og overskuddet (EBITA) 220 mio. kr.
Bonnier Publications har hovedsæde i København og er Nordens største magasinudgiver. Koncernen har udgivelser og aktiviteter i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Rusland og Holland. Blandt de mest kendte titler er Illustreret Videnskab, Bo Bedre, Historie, I Form, idényt og Costume.
– Det flotte resultat er opnået på baggrund af en meget effektiv drift. Vi har haft en meget stram omkostningsstyring og på en række områder sænket vores omkostninger, og mest positivt er, at det er lykkedes at øge lønsomheden i abonnementssalget med en række nye it-værktøjer, siger Michael Cordsen.
Annoncesalget er presset på alle markeder, men især i Danmark, og derfor dannede Bonnier Publications i efteråret en ny, slagkraftig annonceorganisation ved sammenlægningen af de to afdelinger hos hhv. Bonnier Publications og datterselskabet Benjamin Media.
– Der er ingen tvivl om, at det var en rigtig beslutning, som vi nu begynder at se resultaterne af ved bl.a. at kunne tilbyde annoncørerne mere komplette pakker, siger Michael Cordsen.
Et andet vigtigt resultat i 2011 har været, at internettet for alvor markerede sig som en god kanal til at få nye abonnenter til magasinerne.
– Abonnementssalget er vores vigtigste indtægtskilde, og vi har fået mange tusinde nye abonnenter gennem vores magasiners egne websider. Samtidig er abonnenternes adfærd god, og det giver en høj lønsomhed. Resultaterne betyder, at vi har fået en meget bedre forståelse af, hvordan vi vil udvikle vores internetsider redaktionelt, siger viceadm. direktør Jens Henneberg.
I 2011 lancerede mediehuset nye magasiner i Danmark og Norge og købte et magasin i Rusland. Det drejer sig om titlerne Liv, Stella og Women’s Secrets. Herudover blev der lanceret et eget produceret bogværk, Historiens Højdepunkter, i Norden.
– Lanceringerne og opkøbet er et klart udtryk for, at magasiner stadig er et attraktivt medie for læsere og annoncører, og at man kan opnå gode resultater, fortsætter Henneberg.
Om udsigterne for 2012, lyder det.
– Hele verdensøkonomien er så skrøbelig, at tingene kan ændre sig uden varsel. Derfor har vi fokus på effektiv eksekvering, innovation og hurtig omstillingsevne, slutter Michael Cordsen ikke overraskende.