For nogle uger siden blev adm. direktør Nikolaj Stagis fra det københavnske design- og kommunikationsbureau Stagis inviteret til Paris for at tale om autenticitet i virksomhedens organisation.
Og det gjorde han åbenbart ganske glimrende, for efterfølgende er han blevet optaget som fast medlem af tænketanken, der blev grundlagt for godt 10 år siden af svenske Thomas Gad, brand-ekspert og forfatter til bogen 4D Branding, der i dag er oversat til 12 forskellige sprog.
Tænketanken rummer ud over grundlæggeren selv blandt andre den britiske forfatter og konsulent Nicholas Ind, designeren og forfatteren Stanley Moss (som er tænketankens direktør) og dekan på Paris-universitetet Sorbonne Pierre d’Huy.
The Medinge Group mødes to gange om året i henholdsvis Paris og Medinge i Sverige for at udveksle erfaringer og diskutere aktuelle brand-relaterede emner.
Og så uddeler man hvert år prisen ”Brands with a conscience”, som gives til virksomheder og brands, der har udvist særligt humanistiske, bæredygtige og socialt ansvarlige aktiviteter og adfærd.
Prisen uddeles i januar, og i år tilfaldt den britiske Aquamarine Power, BBC World News – Newsweek for World Challenge, spanske Caja Navarra og Masdar City (De Forenede Arabiske Emirater).
Ud over tænketanken rummer The Medinge Group også The Medinge Consulting Group, som på kommerciel basis hjælper virksomheder med at udvikle deres brand.
Læs Nikolaj Stagis’ egen blog om blandt andet mødet i Paris
her.