Som ny i branchen var det med svært bristede illusioner, at jeg læste Palle Elkjær Rasmussens debat indlæg i sidste Markedsføring.
Skal vi nu til at sige: “Fuck kunden“ og give forbrugerne det de har krav på, nemlig det bedste? Ja, undskyld min forvirring, men jeg har gået og troet at det gjaldt om at give kunden det bedste. At give kunden den bedst mulige kampagne, der vil sælge kundens produkter uden hensyn til vores egne personlige drømme om at ligge nr. 1 otte uger i træk på Den glade seer.
Selvfølgelig er det rart at blive bekræftet af den brede befolkning, at blive kendt for at lave sjove reklamer – eller er det? Lige meget hvordan man vender og drejer det, er reklamefolk sat i verden for at sælge varen, og kan man ikke være sjov samtidig, skal man ikke være sjov. Ellers kunne vi lige så godt stille os op på en ølkasse på Strøget og fortælle vittigheder, men så er vi stand-up komikere og ikke reklamefolk.
Jeg skal da være ærlig og nævne, at jeg ligeså vel som andre gerne vil op på podiet med løftede arme og modtage stående ovationer, men ikke på kundens bekostning. Det er jo kunden og ikke forbrugeren, der betaler regningen på godt og ondt for det kreative arbejde. Tag f.eks. Topdanmarks nye kampagne med den strippende mand. Den lå højt placeret på Den glade seer, men når alt kom til alt kunne forbrugerne ikke huske, hvem der fik dem til at klaske sig på lårene. Topdanmark har underholdt forbrugeren, men de er der desværre ikke til at modtage klapsalverne, og det er da trist. Men dermed ikke sagt at reklamer ikke kan underholde. Et godt eksempel er Fiskebranchens “Gunnar og Minna“, der er god underholdning, men samtidig også god reklame. Og vil man absolut ud og underholde, må det være målet at gøre det gennem god reklame.
“If it doesnt sell, its not creative“, sagde David Ogilvy. Det vil jeg tilslutte mig, især hvis jeg skal kunne se mig selv i øjnene med Guldkornene i hånden.