Knapt et år efter FAKDIS blev dannet har foreningen nu fastsat en fælles målestandard. Det blev den amerikanske standard Webtrends.
Inden valget har man vurderet andre muligheder, blandt andet en svensk løsning med en black box, der som i fx. fly registrerer alle elektroniske bevægelser for senere granskning. Løsningen med en black box var dog mere kostbar end Webtrends, der bygger på blandt andet “en tro og love-erklæring“ fra udgiveren. Og et af kravene var, at også små udbydere skulle have råd til at være med i foreningen.
– Vi har valgt et standardværktøj, der måler antallet af eksponeringer, fortæller FAKDIS’ næstformand, udviklingschef Bjarne Pless, Søndagsavisen. Han henviser til de engelske definitioner og fortsætter:
– Medlemmerne er netop blevet orienteret og går i gang med målingerne så hurtigt, de kan. Senere er det tanken, at Dansk Oplagskontrol skal fungere som revisor af medlemmernes oplysninger for FAKDIS.
FAKDIS står dog ikke alene med valget af standard, idet det støttes af både DRB og Dansk Annoncørforening. På samme måde er Dansk Oplagskotrol’s nyudnævnte leder, Thomas Jermiin, meget interesseret i web-målinger, som han mener “ligger inden for DO’s virkefelt“. De to foreninger er i løbende dialog.

(boxtxt)