Sidste år gjorde Star Tour sig bemærket på marketing-fronten med konkurrencen ”Danmarks Bedste Job”, der skabte masser af opmærksomhed på især de sociale medier.

Nu er rejseselskabet så i luften med en ny satsning, der umiddelbart kan minde om den fra i fjor. Omdrejningspunktet er stadig en konkurrence, men så hører en stor del af ligheden også op.

I år går Star Tour all-in på de sociale medier, og rejsebureauet satser på at skabe et helt program på Facebook ved hjælp af to deltageres egne opdateringer, som danskerne kan følge med i hjemme fra sofaen.

Kort fortalt går programmet ud på, at to deltagere bliver sendt af sted på en uges ferie med alt betalt og egen butler. Tricket er dog, at deltagerne ikke kender hinanden på forhånd, men alligevel skal holde ferie sammen for at se, om sød musik vil opstå.

– Når de rigtige forhold er til stede, tror vi på, at kærligheden vil opstå. Selv mellem to mennesker, der møder hinanden første gang på et feriehotel, siger Nikolai Johnsen, der er pressechef for Star Tour. 

Parterapeut hjælper til

Håbefulde ansøgere vil blive en del af et forløb, hvor de to deltagere med største chance for at indlede et romantisk forhold vil blive matchet sammen. Den analyse vil blandt andet blive foretaget af parterapeut Katrine Axholm, der har 10 års erfaring med at hjælpe par i deres forhold.

– En ferie er et oplagt sted at finde kærligheden, fordi vi er åbne for nye indtryk. Vi er afslappede og har tid til at lære hinanden at kende. Nogle mennesker er mere klar til at finde kærligheden end andre, og derfor leder vi efter de to, der har størst chance for at finde sammen i et forhold, siger hun. 

Ifølge Star Tour kan alle ansøge om at deltage. Det endelige rejsepar vil blive sat sammen, så de passer sammen i forhold til alder og livssituation, men man skal formentlig ikke være den blufærdige type, for hele ferien skal jo præsenteres på sociale medier, hvor andre interesserede kan følge med i parforholdets udvikling.

– Nu om dage bruger folk jo mere tid på Facebook end på tv, og derfor har vi valgt at køre hele programmet udelukkende på sociale medier. Derfor skal deltagerne i løbet af ugen selv dokumentere deres ferie ved at svare på spørgsmål i forskellige små videoer om forholdets udvikling, fortæller Nikolai Johnsen.

Turen går til Rhodos

Og der bliver næppe mangel på anekdoter at berette om, da der bl.a. bydes på par-massage, romantiske middage, udflugter til by, vandsport og spa-ophold.

Turen går til Rhodos, hvor parret skal bo på 5-stjernede Sensimar Imperial Resort & Spa.  

Skulle parforholdet udvikle sig hele vejen til den største kærlighedserklæring i form at et giftermål, lover Star Tour desuden at betale for hele bryllupsrejsen til parret.

Du kan læse meget mere om konkurrencen her og her.