Lego går frem på det amerikanske marked. Det viser tal fra analysefirmaet NPD Funworld for perioden maj-juli. Her har Lego præsteret en fremgang på 44 pct. og flyttet sig fra en 6. til en 3. plads blandt de store legetøjs-producenter.
Godt nok er sommermånederne ikke de store på legetøjsmarkedet, hvor julen er alt afgørende, men alligevel kan marketingdirektør Mads Nipper godt finde optimisme i udviklingen.
– Det er meget sjældent, at man i vores branche oplever, at det momentum, man har i forårs- og sommer-månederne ikke smitter af på jule-sæsonen, så vi tror på, at vi vil få et godt salg til jul i USA, siger Mads Nipper og tilføjer, at det, der kan give lidt sved på panden, er, om man evner at levere.
Samtidig lyder der nu også forventninger om et godt julesalg i Norden. Her er det Top Toys kæden (ToysRus og Fætter BR), der foru dsiger et godt resultat for Lego.
Mads Nipper vurderer selv, at fremgangen i USA på hele året indtil nu ligger på 10-15 pct. Der ligger en række faktorer bag den positive udvikling. Først og fremmest er der Star Wars, hvor filmen havde premiere i foråret. Hos NPD noteres Star Wars som den store driver i perioden, og Lego’s meget store fremgang i perioden maj-juli skal ses på denne baggrund..
– Men samtidig har vi det seneste halvandet år arbejdet meget på at etablere en grundstamme af vores klassiske produkter, og de ser nu ud til at fungere godt – ikke bare i USA, men også i andre lande. Desuden har vi øget fokus på vores key-account og forbedret samarbejdet med de store kunder, så de tjener flere penge på os. Endelig har vi taget handsken op og konkurreret meget mere direkte med vores store konkurrenter, end vi tidligere har gjort, siger Mads Nipper.
Udviklingen må være sød musik for den kriseramte legetøjs-koncern, men det får ikke Mads Nipper til at afblæse krisen.
– Den måde forbrugerne afregner med os p å i år er et første skridt på vej ud af krisen. USA er dog ikke vores eneste marked, og desuden har vi mange andre ting i gang, bl.a. omkring udflytningen af vores produktion og beskæring af omkostningerne, og derfor løses krisen ikke af en øget efterspørgsel i USA. Det er også et meget svingende marked, hvor tingene ændrer sig hurtigt. Hvem ved hvad der f.eks. kommer ud af Japan til næste år? Men det er selvfølgelig vigtigt at forbrugerne fortsat efterspørger vores produkter. Hvis ikke de gjorde det, så var alle andre initiativer ligegyldige. Desuden kan jeg håbe på, at den udvikling vi nu ser, endelig kan mane enhver diskussion i jorden, om der er brug for Lego om fem år. Børn vil fortsat have brug for fysisk legetøj, og det er en forsimplet og forkert konklusion, at den elektroniske udvikling vil fjerne grundlaget for f.eks. Lego, siger Mads Nipper.