Mediebureauet Starcom styrker bureauets kompetencer indenfor rådgivning, indkøb og analyse på interaktive medier og udvider medarbejderstaben med René Bang Hansen, der kommer fra Yahoo!
I Starcom Interactive vil der blive fokuseret på internet, mobile medier og interaktivt TV. Det betyder, at Starcom Interactives primære omdrejningspunkt for service er kampagneplanlægning på strategisk og operationelt niveau samt dokumentation af medieinvesteringens effekt.
– I 2003 konstaterede vi en stor vækst i omsætningen på internettet som reklamemedie, og vores forventninger til 2004 cementerer bæredygtigheden for en selvstændig enhed i organisationen med fokus på interaktive medier. Med etableringen vil Starcom yderligere forstærke synergierne imellem medier i kundernes kommunikationsmix. Internettet er meget andet end banner reklame, emails og pop-ups og i Starcom Interactive vil vi udover traditionel formidling på internettet kunne bidrage aktivt til kundernes forretnings-udvikling på Internettet gennem blandt andet webmapping, adfærdsanalyser og salgsmodellering, udtaler adm. dir. Hans Theisen.
– Fokus på, at kunne isolere effekterne fra internettet i forhold til andre medier samt optimere aktiviteterne på annoncørenes website har også høj prioritet for den nye afdeling”, siger René Bang Hansen.