Selvom det er en samlet nordisk gevinst for Starcom med udgangspunkt i Sverige, så bliver Codan budgettet dog en klar gevinst for Starcom i Danmark.
– Vi kommer til at udvide med et par mennesker, men vi er generelt inde i en god spiral, og har allerede udvidet med et par stykker. Så vi er da også ved at flytte til nye lokaler, siger adm. dir. Claus Enggaard.
Codan-budgettet er på 120 mio. kr. og består af bl.a. mærkerne Codan i Danmark og Trygg-Hansa i Sverige. Det er Maxus i Norge, Vizeum i Sverige og IUM i Danmark, der mister budgettet, og baggrunden er, at koncernen arbejder mere nordisk nu.
– Derfor ser jeg en klar fordel i at have en fælles leverandør på mediebureau-opgaven siger Johan Hedensiö, der er chef for Strategi, Marketing og Kommunikation i Codan-koncernen.
Der er dog stor forskel på markedspositionerne i de forskellige lande, og derfor gælder det om at finde en passende blanding mellem nordisk synergi og lokal forankring.
– Det har således været vigtigt for os i valget at sikre, at kompetencerne er til stede også på lokalt plan – ikke bare på nordisk plan, siger Johan Hedensiö.
På et tidspunkt vil Codan også evaluere reklamebureau-samarbejderne, hvor man arbejder med Kunde & Co i Danmark og Publicis i Sverige.
– Vi vil på et tidspunkt kigge på, om der kan være fordele i at arbejde mere fælles på reklamebureau-siden, men det er en noget mere kompleks situation og jeg er ikke overbevist om, at der vil være fordele, siger Johan Hedensiö.
Nogle af de overvejelser, man skal gøre sig, er om man skal fastholde fokus på forskellige Brands eller om man skal skifte til at have fokus på f.eks. BtB og BtC. fin