Fra på mandag den 17. august kan danskerne få et stykke kunst med hjem fra supermarkedet for en slik.
Det Toms-ejede pastilbrand Ga-jol lancerer nemlig en hel ny kollektion af designer-æsker, hvor kendte navne som Kristian von Hornsleth, Per Hillo, Julie Sandlau, Mads Nørgaard, Malene Birger og Shane Brox har fået mulighed for at boltre sig og designe hver deres Ga-Jol-æske i kollektionen.
Brand Manager hos Ga-Jol, Gitte Korsholm Kristoffersen, er imponeret over den nye kollektion.
– Når man har et af Danmarks mest klassiske brands er det sjovt – og nervepirrende – at lægge brandets skæbne i hænderne på en række kunstnere og give dem frie tøjler til at lege med det. Det er en kæmpe tilfredsstillelse at se den begejstring, kunstnerne hver især har lagt i deres design, siger hun.
Det er i øvrigt reklamebureauet Fireball, der står bag strategi og eksekvering.
Brugskunst og branding
Også blandt designerne selv er der begejstring over opgaven.
Billedkunstner Per Hillo siger:
– Jeg mener, at kunst skal kunne mere end bare at hænge på en væg. Kunsten og kunstneren skal ud i det pulserende liv. Derfor er det fantastisk at få mulighed for at udfolde sig på så kendt en brugsgenstand, som en Ga-Jol-pakke er.
Smykkedesigner Julie Sandlau siger selv, at hun har lyttet til sit hjerte, da hun designede æsken til Ga-Jol med blåbærsmag.
– Jeg er ikke selv den store designfreak. Jeg vælger ud fra mit eget hjerte og fornemmelse for, hvad jeg synes er smukt. Jeg håber, at folk vil få associationer til et gammelt fransk konditori eller parfumeri, siger Julie Sandlau.
For Malene Birger er samarbejdet med Ga-jol også god branding:
– At få mulighed for at brande mig via et stærkt brand som Ga-Jol, er en skøn mulighed, siger Malene Birger, som har sagt ja til samarbejdet fordi Ga-Jol både er klassisk og historisk for hende.
Ud over at de professionelle designere og kunstnere har fået mulighed for at sætte deres personlige præg på Ga-jol-æskerne, kan andre, som måtte have lyst til at prøve kræfter med en sådan opgave, gøre det på www.designgajol.dk – og dermed deltage i konkurrencen om at blive den 11. Ga-Jol-designer.
Æskerne udkommer i øvrigt kun i et begrænset oplag, hvilket gør de små værker til oplagte samlerobjekter.
Ga-Jol har eksisteret siden 1933, og vi danskere spiser i omegnen af 600 millioner af de små lakridspastiller hvert år.