For nogle år siden kom fintech-start up’en Lunar og tæskede løs på den klassiske bankverden. Nu er det pensionssektoren, der må stå for skud.

Det sker, når det nye digitale pensionskoncept, Heap, om kort tid går i luften med sin første kampagne.

Den skal fortælle danskerne om konceptet, som med Heaps egne ord er ”skræddersyet til den moderne arbejdsstyrke med fleksibel livsstil og omskiftelige behov.”

Som ny bureaupartner har Heap valgt bureauet The Unicorn.

Og ifølge Heaps CEO, Jeppe Winther Christensen, er der hårdt brug for nytænkende alternativer i pensionsmarkedet.

Jeppe Winter Christensen, CEO og co-founder, Heap. Foto: PR.

– Verden har ændret sig, men pensionsmarkedet er forblevet uændret og ufleksibelt. Det betyder, at selvom vores arbejdsliv er blevet mere omskifteligt, er markedet for pensioner fast og gammeldags, siger han.

Gig Economy vokser

Ifølge Danmarks Statistik estimeres det, at omkring 800.000 danskere i dag er beskæftiget som selvstændige, freelancere eller ansatte mindre virksomheder. 

Og den såkaldte ”Gig Economy” ventes at få yderligere luft under vingerne i den danske reklame- og marketingbranche. 

Det vurderer Claus Kjeldsen, tidligere direktør for Institut for Fremtidsforskning og stifter af konsulenthuset Heimdall Institute, der yder fremtidsrådgivning.

– The Gig Economy er en af de trends, der, som konsekvens af coronakrisen, vil blive mere udbredt i Danmark. Det er generelt drevet af økonomi, den teknologiske udvikling og et stigende behov for specialister, sagde han i sommeren 2020 til Markedsføring.

Men selv om friheden og fleksibiliteten lokker flere og flere, så følger der også usikkerhed med.

Om Heap

– Heap er et rent digitalt pensionsprodukt, som har til formål at hjælpe selvstændige, freelancere og ansatte i startups med at komme i gang med en pensionsordning

– Heap er skabt i samarbejde med forsikrings- og pensionsselskabet Topdanmark

– Heap ejes dels af Topdanmark, dels af venture- og konsulentvirksomheden Rainmaking og dels af virksomhedens stiftere

– Heap er godkendt af Finanstilsynet som forsikringsformidler.

Tal fra brancheforeningen Forsikring & Pension viser således, at 20,7 procent af freelancere i alderen 20 til 45 år ikke har startet en pensionsopsparing. 

Samlet set står 316.000 danskere mellem 25 og 59 år ifølge brancheforeningen uden pensionsopsparing. 

Ramte hovedet på sømmet

Hvorfor valgte I The Unicorn som bureau?

– The Unicorn udviste stor interesse i vores virksomhed og en unik evne til at sætte sig ind i vores produkt og situationen som nystartet Fintech, siger Jeppe Winther Christensen og uddyber:

– De lænede sig allerede tidligt i vores dialog ud med kreative forslag til mulige retninger for vores kampagner. Og de ramte hovedet på sømmet på løse idéer, vi selv havde gået med.   

Hvad er dine forventninger til – og ambitioner med den kommende kampagne?

–  Vi har kastet os ind i én af de mest støvede og mindst sexede brancher, og har sat os for at bringe pension ind i det 21. århundrede, siger Jeppe Winther Christensen og tilføjer:

– Så jeg håber, at vores kommende kampagne vil slå vores navn fast med syvtommer søm. Og hjælpe danskerne med at forstå, at pension i dag er helt nemt og fleksibelt. Og langt fra så håbløst kedeligt, som de fleste tror.    

”Snert af fandenivoldskhed”

Hos The Unicorn er man naturligt nok begejstret for det nye samarbejde. 

Martin Vibe, CEO, The Unicorn. Foto: Thomas Sønderup.

– Det, der gør Heap interessant, er, at det er et nyt selskab, der udfordrer den etablerede pensionsverden med en mere fleksibel tilgang og målrettet imod den moderne arbejdskultur, siger Martin Vibe, CEO, The Unicorn.

Hvad kommer I til at fokusere på i den kommende kampagne?

– Det kan jeg ikke løfte sløret for endnu. Men Heaps produkt er jo skræddersyet til selvstændige og iværksættere, hvor økonomien kan svinge. Så fleksibilitet er et afgørende begreb, siger Martin Vibe, der tilføjer, at det ”som bureau altid er interessant at arbejde med udfordrer-brands.”

– Og sammenholdt med den snert af fandenivoldskhed og lyst til at komme ud over stepperne, der karakteriserer Heap, så er det super spændende kunde at arbejde med.