Kongelig hofleverandør Georg Jensen har afværget et tab på op mod fem mio. kroner og et stort besvær med at kalde smykker tilbage fra cirka 100 forhandlere.
Årsagen er, at Miljøstyrelsen imødekommer smykkeproducentens ønske om at sælge blyholdige margueritsmykker til danskerne næste år. Virksomhedens mest profilerede smykke, margueritsmykket, stod ellers til at blive ramt af et blyforbud 31. december, da flere års dispensation fra blylovgivningen udløb.
Men Georg Jensens advokat har overbevist Miljøstyrelsen om, at virksomheden skal have forlænget dispensationen, så det bliver muligt at sælge blyholdige margueritsmykker også i 2012 i Danmark.
Det fremgår af en brevveksling mellem Georg Jensens advokat og Miljøstyrelsen, som Berlingske har fået aktindsigt i.
Med den nye afgørelse redder Miljøstyrelsen Georg Jensen fra at brænde inde med et lager af gamle margueritsmykker med bly, som koncernen ikke har fået solgt til trods for, at forbuddet mod dem kom allerede i 2007.
Business.dk