Den østjyske lokalbank står til et gigantisk underskud for regnskabsåret 2010 på 233 millioner kroner og er ikke længere i stand til at leve op til den lovpligtige solvensgrad.
Underskuddet på næsten en kvart milliard reducerer bankens egenkapital til 136 millioner kroner, og dermed ryger Aarhus Lokalbanks solvens ned på 6,6 procent, hvilket er under lovens krav på 8 procent og betydeligt lavere end det solvensbehov på 10,6 procent, som banken selv har regnet sig frem til.
Derfor valgte Aarhus Lokalbanks bestyrelse i går at bede staten om hjælp.
I forbindelse med Bankpakke II gav staten et stort lån til banken.En del af aftalen dengang var, at banken kunne konvertere op til 80 procent af dette lån til aktiekapital, og i går udnyttede Aarhus Lokalbanks bestyrelse den mulighed. Dermed skal cirka 147 millioner kroner af det oprindelige statslån nu laves om til aktier, så staten bliver hovedaktionær i Aarhus Lokalbank.
Borsen.dk