Lige så stor ståhej, der var omkring fødslen af Handlingsplanen for Offensiv Global Markedsføring af Danmark (HOGM), lige så tyst har der været omkring begravelsen.

Det skriver Dagbladet Børsen.

Med udgangen af 2012 udløb projektets levetid, og der er foreløbig ikke sendt nogen politiske signaler om at putte flere penge i en national marketingkasse.

Det vækker ærgrelse hos nogle af de få, der rent faktisk kunne påvise meget konkrete resultater af den ekstra markedsføringsindsats.

Heriblandt turismeerhvervet, som ifølge evalueringen fra Copenhagen Economics er et af tre områder, hvor man kan konstatere en positiv effekt af indsatsen.

Rapporten konkluderer, at investeringerne i turismeområdet for i alt 249 mio. kr. fra 2007-2012 har kastet en turismeomsætning for 3 mia. kr. af sig i samme periode, og at det har skabt mellem 260-760 job per år.

– Det viser, at der er elementer af handlingsplanen, der har haft stor succes, og derfor ærgrer det os selvfølgelig, at man ikke fortsætter indsatsen, siger Jonas Wilstrup, politisk direktør i brancheforeningen for hoteller og restauranter, Horesta, til Børsen.

 

Børsen