I en omskiftelig verden er det beroligende med visse stabile elementer: Viasat vinder vedvarende takket være sine egenproduktioner, TV 2s seer-andel siver stadig en lille smule, og Kanal 4 formår fortsat at trække hele SBS’ andel ned.
Hos Carat, der står bag TV-Markedets Nøgletal for Markedsføring, siger tv-director Mikael Ostenfeld:
– Generelt ser vi mindre fjernsyn. Det giver mindre reklamelager at sælge af. Man kunne frygte leveringsproblemer i maj, og derfor må vi håbe, at stationerne tager situationen seriøst. Når de kender risikoen for at underlevere, har de også mulighed for at tage højde for det.
Mikael Ostenfeld peger på, at SBS rammes hårdere, fordi der både er den generelle tendens og det konkrete Kanal 4-problem. Altså en mindre bid af en mindre kage.

Sportens andel af tid og seere

Det nye på tv-fronten er DRs krise og de store ”Til salg”-skilte klistret på rettighederne til de store sportsbegivenheder.
Carat har undersøgt, hvor meget de enkelte programtyper fylder på tv-kanalerne – og hvor stor en andel af seerne, de tiltrækker. Opgørelsen, der er for hele 2006, viser, at sport totalt set fyldte 6,7 pct. af sendetiden, men noterede sig for godt 11 pct. af al sening.
For de enkelte stationer ser sportens andel af hhv. sendetid og al sening:
* DR1 5,4 pct. / 9,1
* TV 2 9,1 pct. / 11,1
* TV 3 0.6 pct. / 1,5
* TV 3+ 9,4 pct. / 27,8
* Kanal 5 3,7 pct. / 11,3
* TV 2 Zulu 13,7 pct. / 27,3
– De stationer, der var mest afhængig af sport, er TV 3+ og TV 2 Zulu. Over 27 pct. af al sening kom fra netop sport. Og da det jo er TV 2 og Viasat, der står bag TV 2 Sport, må man forvente, at de vil komme til at skulle afgive nogle af deres rettigheder. Zulu vil nok blive hårdest ramt med begivenheder som OL og Wimbledon, som TV 2 Sport nok vil gerne vil have, mens TV 3+ stadig vil sende Champions League-fodbold, siger Mikael Ostenfeld.
DR Sporten genererer flere seere end gennemsnitsprogrammet, men programtypen fylder dog mindre i både tid og sening end gennemsnittet for stationerne.
– Sporten tiltrækker ni pct. af seningen på DR. På den baggrund er min vurdering, at de højst vil miste 5 pct. af seerne med den bebudede neddrosling af afdelingen. DRs seertal på sport er koblet op på EM, VM og OL, men i perioderne uden disse store begivenheder vil nedskæringen kun få marginal indflydelse, siger Mikael Ostenfeld, Carat.