Hæld en slat ethanol i benzin, hæld biobenzinen i tanken, og græsset vokser ud af bilen. Statoils kampagne for Bio95 tager sig kunstneriske friheder – og tager al opmærksomheden. For siden introduktionen 1. juni har selskabet været ene om at profilere sig med en biobenzin.
Og kampagnen fortsætter – også efter, at en rapport fra det svenske Vägverket har sået tvivl om biobrændstoffernes grønne profil (rapporten blev omtalt i Ingeniøren i fredags) Det oplyser Statoils marketingchef Peter Kreilgaard og uddyber:
– Der er i et laboratorium konstateret øget udslip af benzindampe. Antagelsen er, at det skyldes bioethanol. Og Vägverkets rapport opfordrer EU til at analysere yderligere. Det støtter vi, ligesom vi naturligvis følger de til enhver tid gældende retningslinier og grænseværdier. Men herfra er det business as usual. Ganske vist lever vi i en kontinuerlig verden, og vi evaluerer løbende vores kommunikation. Men kampagnen ændres ikke på grund af rapporten fra Vägverket
Statoil kendte indtil i fredags ikke til rapporten, som blev offentliggjort i Sverige i april, uden at det afstedkom ændringer i myndighedernes indstilling til biobrændstof. EU arbejder fortsat med en målsætning om, at der i 2009 er otte pct. biobrændstoffer i benzinen.
– Bio95 forhandles på 185 af vores 300 stationer, og hele Fyn er på vej i næste måned, siger Statoils informationschef Søren Bjelka.
– Det er klart, at i en fase, hvor vi bygger tillid op, er meget sårbare, når der ud fra formodninger sættes spørgsmålstegn ved miljøeffekten i biobenzin. Via vores brancheorganisation er vi gået i dialog med Miljøstyrelsen, men da Vägverkets rapport baserer sig på antagelser og formodninger, er der ikke mange, der på så kort tid er klædt på til at tage tekniske diskussioner. peng