DSBs økonomi er i så dårlig forfatning, at staten er nødt til at holde hånden under selskabet.

Det er resultatet af en ny lov, som Folketinget ventes at vedtage i morgen. For at DSB skal undgå problemer på det frie lånemarked, vil staten således stå som garant, når selskabet frem til 2014 samlet skal refinansiere og optage nye lån til driften for over otte mia. kroner.

– Vi er nødt til at holde hånden under DSB og give statsgaranti. Det er nødvendigt for at få DSB tilbage på sporet, sagde transportminister Henrik Dam Kristensen (S) under et samråd om den nye lov i Folketingets Transportudvalg fredag:

– Jeg kan ikke sige, om det vil betyde konkurs, hvis man ikke får den. Men jeg tror, at det er afgørende for DSBs fremtid, lød det

Det nødlidende togselskab havde i begyndelsen af 2012 en samlet gæld på 17,55 mia. kroner, og man betalte sidste år 542 mio. kroner i renter.

 

Business.dk