I kølevandet på at Søs Marie Serup ikke kunne finde ud af at håndtere sin Facebookprofil på professionel vis, har hun i dag valgt at stoppe som pressechef i Statsministeriet – et job som populært sagt bliver omtalt som Lars Løkke Rasmussens spindoktor. Det oplyser TV 2.
Det har flere gange vakt opsigt, at Søs Marie Serup valgte at bruge sin Facebookprofil til at kritisere journalisterne i forbindelse med Klimatopmødet, samt at hun omtaler dansk politik som en leg.
Søs Marie Serup fortsætter dog med at arbejde for Venstres folketingsgruppe.
– Søs har erfaring både fra Finansministeriet, Statsministeriet og er tidligere pressechef i Venstre. Det er svært at forestille sig en leder af Venstres nye Center for kommunikation og Politik med en mere relevant erfaring i bagagen, oplyser Venstres gruppeformand Kristian Jensen i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Søs Marie Serups jobskifte kommer ifølge partiet, fordi både Venstres pressechef, Søren Lauridsen, og chefen for det politisk-økonomiske sekretariat, Søren Mejrup Jensen, stopper, så de to enheder sammenlægges, skriver Ritzau.