De ti største modtagere af statsstøtte til at få gode ideer og udvikle sig er store danske virksomheder, der i forvejen har velpolstrede forskningsafdelinger.
Det er virksomheder som for eksempel Novo Nordisk, Novozymes, Grundfos og Danfoss. Der er ifølge Danmark Statistik 74.000 nyskabende og innovative virksomheder i Danmark, men blot 3 procent af dem får del i de 11 største statsstøttede innovationsprogrammer som for eksempel Højteknologifonden og den danske del af EU’s forskningsprogrammer, viser en kortlægning, som analysebureauet Damvad har lavet for LO. Sammenlagt udgør projekter under de 11 innovationsprogrammer en årlig bevilling på cirka 2,5 milliarder kroner.
Og ikke så mange af de attraktive støttekroner finder vej til de mindre og mellemstore virksomheder. ”Der er ikke noget galt i, at nogle store, stærke innovative virksomheder får del i udviklingsmidlerne, men hvis vi for alvor skal fremtidssikre os, er det helt afgørende, at de mindre og mellemstore virksomheder kommer med i programmerne. Det er her, der kan skabes arbejdspladser,” siger LO-sekretær Marie-Louise Knuppert.
Politiken side 9.