Efter fem år som administrerende direktør for Dansk Reklame Film A/S og Nordic Media Link AB skiftede han i marts direktørstillingen ud med stillingen som redaktionschef for sporten på Ekstra Bladet.
– Jeg fortryder på ingen måde at jeg valgte at sige ja til stillingen på Ekstra Bladet. Da jeg fik muligheden, var det en dør jeg var nødt til at åbne og det har også været meget lærerigt, siger Steffen Andersen-Møller og fortsætter:
– Det er naturligvis ærgerligt, at det blev et så kort bekendtskab, men sådan er det. Der er selvfølgelig nogle vægtige grunde til min beslutning, men dem ønsker jeg at holde for mig selv.
Steffen Andersen-Møller, der har 20 års ledelseserfaring i mediebranchen, lægger ikke skjul på at han også savner den kommercielle side af mediebranchen. Herudover ønsker han p.t. ikke at gå i detaljer om sine fremtidige planer.