Administrerende direktør for Dansk Reklame Film A/S og Nordic Media Link AB
Steffen Andersen-Møller forlader efter fem år Dansk Reklame Film til fordel for
et nyt job som redaktionschef med titel af Sportschef hos Ekstra Bladet.
Steffen Andersen-Møller kom til Dansk Reklame Film fra netop Ekstra Bladet, hvor han var annoncedirektør.
– Jeg har fået en mulighed, som jeg simpelthen ikke kunne sige nej til. Sporten har altid betydet meget for mig – og det samme gælder Ekstra Bladet. Sporten har udviklet sig til at være en magtfaktor både økonomisk, kulturelt og socialt og er i dag en af de få fællesnævnere, vi stadig har i vores samfund, siger Steffen Andersen Møller, der efter tyve år på den kommercielle side af mediabranchen glæder sig til at afprøve sine forretnings- og ledelsesmæssige kompetencer på den redaktionelle side.
Steffen Andersen-Møller forlader altså direktørstolen hos Dansk Reklame Film efter fem år og forventer at fratræde til marts næste år. Der er endnu ikke fundet en afløser. jür