PeopleGroup er en vanskelig størrelse at bedømme. Koncernen rummer 10 selskaber, helt eller delvist ejet af holding selskabet bag koncernen, og de bidrager meget forskelligt til driften og regnskabet.
På den ene side er der betydelige succeser som fx People’s Press, RelationsPeople, RetailPeople og en andel af AdPeople, der netop har afleveret regnskab med en positiv bundlinje på +12 mio. kr.
På den anden side er der mindre underskud i We Love People og Partners, mens en fejlevaluering af værdien af Fridthjof Film, der blev solgt sidste år, trak modsat.
Men hvad siger stifteren af hele koncernen?
– Stemningen er vendt. Vi kan mærke, hvordan lysten til at drive forretning er vendt tilbage. At innovation, nytænkning og storytelling igen er i højsædet, siger Jan Duckert, chefen for PeopleGroup.
Og det fortolker du hvordan?
– At det ikke kun handler om at banke omkostningerne i bund, men også i højere grad om at udvikle toplinjen. Det gør en stor forskel for et hus som vores, der er fyldt med historiefortællere.
– Samtlige selskaber i gruppen er i sund, positiv drift i 2015. Egenkapitalen er cirka 26 millioner kroner, og vi forventer et resultat i størrelsen 9-11 mio. kr. i år, når vi justerer for de andele, PeopleGroup ejer i de tilknyttede selskaber.
Nu er driften tilfredsstillende
Og det skyldes de sidste justeringer, I har foretaget i 2014?
– Nu kan man ikke gardere sig for alle eventualiteter, men ja. Vi har haft en tilfredsstillende drift i de fleste selskaber, men vi har også været igennem en strukturel tilpasning i bureauerne.
– Det konsoliderede resultat i 2014 blev en mindre negativ bundlinje på 1,2 mio. kr. Det resultat består af en lang række delresultater fra de 10 selskaber, vi har interesser i.
Og de mest positive selskaber er?
– På positivsiden har vi People’s Press, RelationsPeople, RetailPeople og AdPeople, der trak op. På negativsiden trak nogle få bureauer og goodwill afskrivninger ned. I forbindelse med frasalget af vores andel af Fridthjof Film blev regnskabet belastet af en for høj ejendomsvurdering af Fridthjof Films domicilejendom.
Hvordan går det egentlig med Orchestra?
– Det relativt nye mediabureau er jo ejet af ledelsen og &Co, envision, We Love People og Wibroe, Duckert & Partners i fælleskab, og samlet set passerede Orchestra breakeven i 2014. Orchestra fortsætter sin solide vækst i år, ser vi allerede nu.
– Endelig ejer vi Radio24syv sammen med Berlingske, og radioen styrkes fortsat på markedet for tale-radio. Ikke mindst på grund af den tidsforskudte lytning – radioens svar på Voice on Demand – der er i kraftig vækst.
– Samlet set ser jeg positivt på udviklingen i år for PeopleGroup som helhed, slutter Jan Duckert.