10 års glippet vækst skal indhentes i den familieejede industrivirksomhed Foss, der er i gang med at ryste støvet af sig for at sætte kraftigt skub i salget af udstyr til måling af næringsværdien i fødevarer. Det skriver dagbladet Børsen.
Firmaet og familien bag skruer op for investeringer i innovation og produktudvikling og er samtidig på udkig efter et større opkøb i enten Kina, Indien eller Brasilien. Og familien er parat til at sætte virksomhedens store likvide formue i arbejde.
– Vi har sparet op til et større opkøb. Det er ikke kapitalen, der begrænser os. Vi har mange likvide midler, og vi kan sagtens smide 1 mia. kr. på bordet. Det er mere udfordringen at finde den rette virksomhed, siger Peter Foss, der i morgen forlader posten som adm. direktør for at bliver ny bestyrelsesformand efter Radiometer-direktør Peter Kürstein.