Stepstone har offentliggjort årsresultatet 2002. Selvom Stepstone endnu ikke leverer et overskud, kan man se tilbage på et år med øget vækst, reducering af tab og nye strategiske alliancer.
– For første gang i to år har vi på koncernniveau oplevet et øget salg på tværs af alle regioner i Stepstone. Vi har samtidig reduceret driftsudgifterne med næsten en mio. euro, siger Anders Fritz-Carlsen, adm. direktør for Stepstone i Norden.
Den likvide beholdning i koncernen udgjorde ved afslutningen af fjerde kvartal 2002 14,1 mio. euro. Trods et år med mange udfordringer i et marked præget af lavkonjunktur, er tab efter skat blevet markant reduceret fra over 206 mio. euro i 2001 til under syv mio. euro ved udgangen af 2002.
Selskabet oplyser ikke salg/omsætning. Stepstone har i løbet af året indgået alliancer med Peoplesoft og Totaljobs og er nu repræsenteret i 22 lande.