Flyselskabet Sterling overtræder markedsføringslovens regler om prismarkedsføring.
Det mener forbrugerombudsmanden, der har meldt selskabet til politiet. Anmeldelsen vedrører Sterlings prisannoncer på selskabets hjemmeside.
Ifølge loven skal priserne opgives inklusive skatter og afgifter i alle skærmbilleder. Men indtil for nylig har Sterling annonceret uden lufthavnsafgifter på en “lavpriskalender” på selskabets hjemmeside. Først når forbrugeren gik videre til et nyt skærmbillede, kom den egentlige pris frem.
Selskabet har for nylig oplyst, at kalenderen nu er ændret.
– Men det ændrer ikke på det forhold, at selskabet trods gentagne indskærpelser ikke havde indrettet sin markedsføring efter reglerne inden for den fastsatte frist, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe.

/ritzau/