Maden ombord på Sterlings rutefly tog mandag en tidstypisk drejning. Det stigende fokus på økologi og sundhed ligger bag ændringen af sortimentet, oplyser Sterling i en pressemeddelelse.
– Maden ombord på fly har aldrig været særlig spændende, men det har vi valgt at gøre op med. Vi har derfor i tæt samarbejde med ernæringseksperter og vores catering-firma udviklet nogle langt mere velsmagende produkter, som samtidig er sunde og 100 procent økologiske, siger Michael T. Hansen, kommerciel direktør i Sterling Airlines A/S.
På det nye økologiske menukort er blandt andet cremet økologisk yoghurt fra Naturmælk fremstillet af mælk fra Jerseykøer med et naturligt højt proteinindhold, økologisk brød fra Il Fornaio og muffins fra Emmery’s lavet på den meget kakaoholdige El Rey-chokolade.
Omlægningen til økologi er forbundet med en mindre prisstigning, der bl.a. hænger sammen med en forhøjet råvarepris. Prisen på en sandwich vil eksempelvis stige med fem kr.
Endnu et indsatsområde er at spare emballage, hvorfor Sterlings sandwiches fremover vil være firkantede. Formen fylder mindre end den traditionelle trekantede sandwich.
camt