Lavprisselskabet Sterling har sammen med Krone Rejser A/S, der er Danmarks syvende største rejsebureau, indgået en aftale om strategisk samarbejde. Det betyder blandt andet, at Sterling kommer til at flyve alle Krone Rejsers ”seat only”-gæster i fremtiden, og at Krone Rejser vil udbyde pakkerejser til lavpris med udgangspunkt i Sterlings ruteprogram.
– Markedsmæssigt er det en rigtig god aftale både for os og for Krone Rejser, udtaler Sterlings kommercielle direktør Stefan Vilner. Samarbejdet giver øget konkurrencekraft og gør det muligt for os fortsat at kunne garantere varigt lave priser i markedet.
Fremtidens charterrejser tegner til at gå mere i retning af Short City Breaks, fortæller Stefan Vilner. Det er en rejseform, der bliver mere og mere populær blandt skandinaverne, og Sterlings lavprisprofil betyder, at Krone Rejser fremover vil kunne tilbyde pakkerejser til lavpris og dermed blive den nye lavpris charteroperatør.
Vi forventer, at 100.000 oneway passagerer skal flyve med Sterling inden for de næste 12 måneder, oplyser Henrik Neelmeyer, der er Managing Director hos Krone Rejser A/S. Og vi tror på, at dette er fremtidens måde at lave charterrejser på, hvor vi kombinerer Krone Rejsers ekspertise med Sterlings lavprisproduktion.