Sterling skifter mediabureau til Mindshare og stopper dermed sit cirka fem år lange samarbejde med PHD. Kommerciel direktør Michael T. Hansen afviser, at luftfartselskabet har været utilfreds med samarbejdet.
– Vi ønsker en mere effektiv anvendelse af vore marketingkroner. Vi vil være mere intelligente på, hvad vi gør i markedet. PHD har gjort det godt, men engang imellem trænger man til udskiftning, siger Michael T. Hansen.
Meldingen kommer samme dag, som Sterlings adm. direktør Reza Taleghani i Berlingske Tidende varsler fyringer hos selskabets piloter og kabinepersonale. Hansen bedyrer, at bureauskiftet sker uafhængigt af fyringer og lukninger af lufthavnsbaser.
– Nej, det vil ikke påvirke markedsføringsbudgettet. Vi reducerer tallet med ansatte med 20 pct. for at optimere og effektivisere, siger Michael T. Hansen.
Sterling havde sidste år et underskud på 33 mio. danske kroner.