”Der arbejdes på en løsning for fortsat drift, og den forventes at kunne falde på plads meget snart”, hed det i fredags fra Datagraf, som på sin hjemmeside måtte meddele, at Trykkeriet Datagraf Graphics A/S og Datagraf A/S var erklæret konkurs.
Hen over weekenden er løsningen så faldet på plads, og den omfatter et endegyldigt farvel til trykkeridelen og et goddag til Stibo-koncernen som fremtidig medejer.
– Det har været vigtigt at realisere en holdbar og langsigtet plan, hvor problemerne blev løst på en gang. Det er sket gennem en rekonstruktion af Datagraf-koncernen Rekonstruktionen indebærer, at trykkeriet hos Datagraf ikke er en del af fremtiden, siger Datagrafs mangeårige direktør Svend Erik Baadsgaard.
Det rekonstruerede selskab står altså på to forretningsmæssige ben: Datagraf Communications, der leverer publiceringsløsninger, og DG Media, der leverer annoncesalg. Ledelsen består af de to direktører og medejere, Svend Erik Baadsgaard og Kristian Lautrup-Nielsen.
Ny medejer
I forbindelse med rekonstruktionen af Datagraf henvendte virksomheden sig til Stibo-koncernen for at høre, om Stibo ville være en del af et nyt og stærkt Datagraf.
Det ville man godt, og hos Stibo-koncernen, som nu ejer en femtedel af det nye Datagraf, siger adm. direktør Hans Damgaard, at man har sagt ja tak til at blive medejer, fordi der er mange gode synergier.
– Ud over kapital styrker vi det nye Datagraf Communications ved at integrere vores kreative aktiviteter og annoncesalgsaktiviteter fra Stibo Zone i det nye selskab. Samtidig er det også vigtigt, set fra vores stol, at der sker en yderligere konsolidering af trykaktiviteten, så der kommer færre og større enheder.
Han vurderer, at der er en meget fin sammenhæng mellem forretningsområderne i Stibo-koncernen og de to ben i Datagraf, som virksomheden står på nu.
Hos Stibo-koncernen kommer der ikke til at ske afskedigelser på grund af den nye organisation, siger Hans Damgaard.
Derimod har det været nødvendigt for Datagraf at afskedige 42 medarbejdere på trykkeriet og 12 funktionærer. Der er herefter 135 medarbejdere i Datagraf-koncernen, oplyser parterne.
Stibo-koncernen er ejet af Stibo-Fonden – som frem til 2007 hed  Aarhuus Stiftsbogtrykkeries Fond.