Aarhusianske Stibo køber de danske aktiviteter i Color Print, som tidligere på sommeren drejede nøglen om.
Købet omfatter konkursselskabets trykkeri i Vadum samt Scanprint i Aarhus. Hermed bliver Stibo koncernen med ét slag den største spiller i Skandinavien inden for trykning af magasiner, reklametryksager og kataloger, lyder det i en pressemeddelelse.
– Der er tale om ”the perfect match”, da virksomhedernes aktiviteter supplerer hinanden på bedste vis, siger Hans Damgaard, adm. direktør i Stibo koncernen.
Color Print er markedsledende på reklametryksager, og Stibo koncernens trykkeri Stibo Graphic er markedsleder på magasiner og kataloger.
– Konkurrencen på trykmarkedet er international og meget skarp i dag. Købet af aktiviteterne i Color Print er en vigtig brik i en helt nødvendig konsolidering af trykmarkedet i Skandinavien. Danmark har stolte traditioner inden for trykkeri, men der er brug for at samle kræfterne i færre og større virksomheder, når vi skal kunne klare os i den internationale konkurrence, siger Hans Damgaard.
Efter købet af de danske aktiviteter i Color Print overtager Stibo godt 210 medarbejdere, så den nye trykkeridivisionen får i alt 375 medarbejdere.
Stibo trådte i øvrigt på tilsvarende vis til og reddede dele af den økonomisk hårdt pressede Datagraf-koncern tidligere på året.