Lad mig bare begynde med at sige, at jeg er én af dem, som læser billedbladene hos frisøren, og på samme måde med reklamerne: jeg takker venligst nej til dem i min postkasse. Jeg gider ikke se dem i mit tv og kan generelt være træt af at få den kommercielle farvelade smidt i synet hvorsomhelst i hvilkensomhelst forbindelse. Selv da jeg i sommer stod over for Centre Pompidou i Paris og ville nyde alle rørene, måtte jeg i stedet for byggeriet betragte en kæmpeplakat fra Swatch som dækkede hele facaden (CP er under ombygning, og Swatch har købt sig ind på fronten med en megaplakat).
Og så alligevel er jeg selvfølgelig facineret af alle de her historier, reklamefolket danner i mit hoved, med deres ord, deres billeder og alle deres forbandede film og pamfletter. Jeg kan ikke lade være med at fnise af dem, undre mig over dem, græmmes ved dem, tage dem for tegn på alt muligt mellem himmel og jord.
Reklamerne er allestedsnærværende flimmerbilleder som flyder rundt om mig og inden i mig, og som naturligvis er med til at forme den uvirkelighed, jeg fornemmer. De er umulige at negligere, og jeg tror faktisk heller ikke, jeg ønsker mig hen i disseher gråtonede gader fra en fjern kommunistisk fortid, hvor de statsdirigerede reklamer mest bestod af stovte sovjetbønder ude fra ikke-eksisterende ideal-kolkhoser og kantede industriarbejdere fra de lyksalige superfabriker i Novosibirsk, hvor alt synligvis fungerede optimalt, om end der var en anelse køligt.
Så ok, lad reklamerne komme (men gudhjælpemig ikke i min postkasse).
Dog vil jeg så gerne have lov til at stille et par forslag til dem, muligvis uendeligt banale, men forhåbentligt også en lille smule konstruktivt. Set herfra.

FLAT ERIC FRA LEVIS
Idealet er sfinksen. Men lad mig starte med Flat Eric fra Levis.
Første gang jeg så Flat Eric sidde og sutte i sin plasticbøtte, holdt omgivelserne op med at rotere, og alt samlede sig omkring denne lille gule grimrian. Alle kender ham, alle ved, at han intetsomhelst fornuftigt foretager sig, at hans verden er uendeligt indskrænket og grundlæggende komplet tømt for mening – men alligevel holdt verden altså op med at rotere og samlede sig i punktet Flat Eric, da jeg første gang så ham.
Jeg betragtede hans inerti, hans verden af ingenting, hans særdeles uelegante udformning. Ventede måske på mere, et signal, et klimaks, hvad ved jeg – bare noget andet en ingenting. Men så stoppede reklamen, og intet videre var hændt. Verden roterede igen.
Jeg sad lidt og så ud i luften, og så begyndte jeg at fnise. For mig selv sad jeg og fnes. Hvad i alverden var det for noget?
Jeg havde aldrig hørt om dette lille stykke dårligt syet tøjdyr, men på en eller anden måde fængede det hos mig. Og det gjorde det måske nok fordi, Flat Eric var utrolig grim og opførte sig så underligt, og fordi sådan noget simpelthen slår an hos enkelte af os, som noget grundlæggende morsomt, en flad vittighed, en sær plathed, som tiltaler uransagelige infatile processer inde i vores små hoveder.
Men han gjorde det måske nok også, fordi han indeholder en stor mængde sfumato.

SFUMATO
Og hermed springer vi direkte fra Flat Eric og over til Leonardo da Vinci. Vi er jo i reklamens verden, og her kan alting som bekendt ske, bare man har penge og fantasi nok (jeg har dog kun ét af de to, gæt hvilken?).
Leonardo levede i en tid, hvor man efterhånden nåede frem til ganske gode kendskaber til naturen, og til hvordan man kunne gengive mennesket og dets omgivelser i billedform, give perspektiv, betragte anatomi osv. osv.
Problemet var kunstigheden i projektet. Der var simpelthen for megen stivhed, for megen statuette-agtigt i de figurer malerne fik fra hånden. For eksempel Boticelli kæmpede med at bryde denneher usmidige måde at male mennersker på, fik tøj til at flagre, hår til at bølge og sådan noget. Men det var først rigtigt Leonardo, der fandt en vej ud af problemet: nemlig ved ikkeat sige alt. Ved at være hemmelighedsfuld, lade noget være op til betragteren, lade være med at fylde alle detaljerne ud.
Leonardos lille hemmelighed var med til at male Mona Lisa ind i hovedet på hele den efterfølgende eftertid.
Hemmeligheden kan man kalde, hvad man vil, men italienerne kaldte den altså for sfumato.
Hvis man prøver at kigge på gamle skønne Mona – kan man bare hive hende frem på pcen, frem fra Louvres hjemmeside, så vil man se, at der er slør, der er mangler, men at manglerne og sløret netop er med til at gøre maleriet til et mesterværk. I Monas øjenkroge og i hendes mundvige er der simpelthen utydelighed, og netop ved at sløre de træk i et menneskets ansigt, som allermest giver det udtryk, overlod han Mona til et hemmeligt univers, en uudgrundelighed som vi selv må fylde ud, og som vi kan blive ved og ved med at arbejde på med vores fantasi, blive ved og ved med at få egne billeder, egne tanker ud af. Mona ville ikke tilnærmelsesvis være det, hun er.
Nu er der jo et spring til Flat Eric, tøjdyret. Men lad os nu bare sige, at Erics verden har masser af sfumato. Der er ikke fyldt ud til kanterne, der er i høj grad holdt åbent for fantasi og forestillinger – hvilket er med til at gøre ham til en festlig fyr, der ikke berøver os al vores evne til selv at lege med, fordi alt skal hamres ind i hovedet på os med syvtommersøm: køb disse bukser, kammerat, for de sidder godt om din bag og gør dig berømt, og Eric er sådan en sjov fyr, se selv, og han er simpelthen en sidegevinst ved at vade rundt i disse stykker bukselærred, og jeg skal komme efter dig…
Én af forskellene på Eric og Mona er selvfølgelig, at det nok ikke vil være helt forkert at antage, at der ligger lidt mere omme bag ved hemmelighedkræmmeriet hos Mona, end der gør hos Eric. Man kunne godt mistænkte Eric for ikke at være så forfærdeligt andet end ingenting – hvilket selvfølgelig også er med til at gøre ham uudgrundelig morsom, noget der fandeme bare er og ikke bør befamles, analyseres og dechifreres.
Men der er altså stadig denne sfumato, og den giver nogen af os lyst til at opholde os ved ham, bare i et par sekunder (hvilket er meget i forhold til så meget andet reklamelir og så meget anden folkelig information).
Det spændende kunne jo så være også at føre noget ind bag, at gøre gåden til en del af det. At der under sfumatoen er noget mørkt, noget intenst, noget tænksomt.
Og uha, nej, nu må det da endelig ikke blive for fortænkt, nej, uha, uha, for så forstår vi slet ingenting, og så sælger man slet ingen bukser.
Men der er forskel på fortænkt og på reelt mærke, reelt indhold og sløring via sfumato.

PAUL AUSTER
Den evige reklamedebat om forståelse kontra kunst går mange gange galt i byen, fordi man sjældent skelner mellem, hvad der er fortænkt, og hvad der er reelt inciterende som udtryk.
Det første er endnu en belemring i et overfyldt rum, det sidste kan være noget man opholder sig ved, fordi sådan noget reelt river i én, tager ved én, viser at man har med interessante mennesker at gøre. Bygger en mørk verden.
Det er sådan en verden, man for eksempel træder ind i ved at bevæge sig med forfatteren Paul Auster (og her laver jeg igen en urimelig parallel mellem reklame og sublim kunst – jeg ved det godt, det er særdeles tvivlsomt, men det slår temaet an) gennem hele den vidunderligt mørke hob af bøger, manden har skrevet.
Man fniser ikke nødvendigvis hele tiden, man klasker ikke nødvendigvis lårene af sig selv af grin altid, men det er inciterende, det er selskab med et dybt menneske. Det er mørke og masser af slør og masser af sfumato, ofte steder uden navn, mennesker og rum som ikke detaljeres så kraftigt, at man ikke længere er i stand til at forestille sig dem, tider som nu og da flyder mellem fortid og fremtid i et uudgrundeligt nu.
Auster er med andre ord en sfinks. Det vil sige denneher græske sagnfigur som vogter vejen til Theben ved at stille gåder til de forbifarende (dem som ikke svarer hurtigt og korrekt styrtes i afgrunden og kommer ikke ind i den verden som er bag sfinksen – effektiv sortering af målgruppen).
Auster stiller altså gåder, og det samme gør Leornardo. Eric stiller egentlig ikke rigtig nogen gåder som sådan, han er bare morsom, fordi han er grim, og ikke nogensinde forklarer den idiotisk grinagtige verden han bebor – forklarer ind ad det ene øre og ud af det andet.
Det spændende kunne selvfølgelig være, om man også kunne skimte mørket inde bag ved det slørede, en reel uudgrundelighed. Om man med andre ord kunne stille os over for sfinksen, også i reklamerne (og jeg vil ikke præcisere, selvfølgelig vil jeg ikke det, så ville der ikke være nogen sfumato).
Om det sælger, aner jeg overhovedet ikke, og det er heller ikke mit gebet her. Jeg taler om historierne, som for mit vedkommende er de væsentlige, ikke mindst fordi de – uanset hvad – befolker mine omgivelser.
Så lad dem gøre det godt. Stil os nu og da over for sfinksen.