TvDanmarks seerandel ser mere positiv ud for den seneste fire-ugers periode, end den har gjort hele året, viser Tv-markedets Nøgletal, som Carat producerer til Markedsføring.
I ugerne 31-34 ligger TvDanmarks to kanaler tilsammen kun et enkelt procent-point under samme periode sidste år, og så godt har stationerne stort set ikke ligget hele året oven på den fejlslagne to-kanal-strategi.
Marketingresearcher Mogens Østergaard, Carat, vil dog ikke lægge for meget i tallene.
– Ingen af de store programsatsninger er gået i gang endnu. Efteråret starter med OL, og da Legene først starter midt i september, skubber det hele markedet således, at det bliver en meget koncentreret konkurrence-situation, der vil opstå, når alle stationerne går i luften med deres nye programmer. I øjeblikket er det stilhed før stormen, så TvDanmarks tal er nok mere et udtryk for det tynde marked vi oplever i øjeblikket rent program-mæssigt, siger Mogens Østergaard.
Tallene udtrykker da også generelt stor stabilitet. TV2 falder en smule, men det er i forhold til en særdeles god sommer.