Selv om den norske forsikringsgigant, Gjensidige, vil skære lidt af prisen på nogle af forsikringerne for at vinde markedsandele i Danmark, fastholder TrygVestas koncernchef, Stine Bosse, at hun formentlig vil gøre det modsatte – nemlig hæve priserne på nogle af produkterne. Frygten for at komme ligeså langt ud som nogle af de danske banker er nemlig stor:
– Hvis vi kigger på det, bankerne gjorde, må vi sige, at de ganske enkelt ikke drev ordentlig forretning, siger Stine Bosse.
I gårsdagens udgave af Berlingske Tidende havde Danske Banks øverste chef og formand for Finansrådet, Peter Straarup, en kronik, hvori han medgav, at bankerne har et stort ansvar for finanskrisen. Det er en konklusion, som Stine Bosse gerne skriver under på:
– Bankdirektørerne har ganske enkelt ikke gjort det godt nok. De kan lære meget af forsikringsselskaberne, når det handler om at drive forretning, siger Stine Bosse. Her peger hun på, at alt for mange banker i jagten på vækst drev lemfældig kreditpolitik og dermed undlod at have styr på alle forretningsområder.
Her er forsikringsselskaberne ifølge Stine Bosse et eksempel på et erhverv, som ikke er bleg for at sige stop og hæve priserne:
– Vi vil tjene penge på alle forretningsområder. Hvis man ikke gør det, risikerer man, at det ender ligeså galt som i banksektoren, siger Stine Bosse.
Business.dk