Det engelske fodboldforbund (FA) har idømt Liverpool-spilleren Mario Balotelli en spilledags karantæne og en bøde på 25.000 pund, cirka 236.000 kroner.
Det meddeler FA på sin hjemmeside.
Årsagen er, at det italienske problembarn lagde et billede ud på Instagram, som kunne tolkes racistisk. FA mente, at billedet var af stødende karakter og sigtede Mario Balotelli for fornærmende adfærd i forholdene etnisk oprindelse, farve, nationalitet, race eller religion.
Balotelli publicerede et billede af Nintendo-figuren Super Mario med følgende tekst:
– Vær ikke racist. Vær ligesom Mario. Han er en italiensk blikkenslager, skabt af japanere, snakker engelsk og ligner en mexicaner.
– Hopper som en sort mand og samler mønter som en jøde.
Mario Balotelli slettede siden indlægget og undskyldte for det. Og nu gør han det igen. På sin Facebook-side skriver Balotelli:
– Efter de seneste begivenheder relaterende til mit “Super Mario-post” har FA gjort det klart, at det var forkert. Jeg er ked af, at mine holdkammerater og tilhængerne i Liverpool FC straffes for noget, jeg gjorde, og som jeg nu fortryder.
Mario Balotelli skal foruden karantænen og bøden også gennemgå et uddannelsesprogram. Han har mulighed for at appellere karantænen.
/ritzau/