Malling Publications er nok mest kendt for at stå bag modemagasinet Cover, men lige nu springer champagnepropperne i Læderstræde i det indre København på grund af et stykke kreativt arbejde, der hører til i en helt anden boldgade.
En reklamevideo for smykkevirksomheden Pandora, som markedsforing.dk omtalte forleden, spreder sig nemlig med lynets hast over hele verden, og det passer fint ind i Malling Publications kram.
For ifølge Hanne Fabricius – tidligere Client Service Director hos reklamebureauet Mensch, nu CEO hos Malling Publications – skal reklame-aktiviteterne i virksomheden fremover optrappes.
Lige nu er Pandora-filmen ”The Unique Connection” ifølge Unruly og Mashables ranglister Viral Video Chart – verdens mest delte video: Alene inden for de seneste 24 timer er den delt over 35.000 gange – og den har, siden den blev offentliggjort i sidste uge, samlet set genereret ikke færre end 30 mio. views fordelt på YouTube og Pandoras Facebook-side.
Herunder den amerikanske Grammy Award-vinder, sangeren Britney Spears, som har 39 mio. fans på Facebook. Hun skriver: ”Just another reason why being a mom is such a gift. This video is SO touching.”
Og skuespilleren Ashton Kutcher, som har delt den med ordene: ”I could watch this all day.”
Det er Malling Publications selv, der har stået for idé og produktionen, og virksomhedens kreative direktør Rasmus Skousen har instrueret.
Værsgo – gensyn her.