Stilladsbannere er dyre. Man er afhængig af en ombygning, som ingen rigtig med sikkerhed ved, hvornår slutter. Og man vil aldrig få en helt tilfredsstillende landsdækning.
Det skorter ikke på kritiske røster, når talen falder på de kæmpestore stilladsbannere, som bybilledet ofte præges af.
Til gengæld er der noget, der tyder på, at de virker.
– Det de færreste outdoor-medier, som kan dokumentere en uhjulpet erindring af afsenderen på 71 procent, en liking af mediet på 92 procent og en korrekt afkodning af budskabet på 80 procent, siger Christian Skipper, der er kontaktdirektør hos Posterscope Danmark.
Tallene stammer fra en undersøgelse, som Carat Insight for nylig foretog på foranledning af Posterscope og stilladsudbyderen Eye Media.
– Vi ville undersøge, om vi med ro i sjælen kunne anbefale vores kunder at allokere outdoor-budget til stilladsbanner til deres kampagner. For der er ingen, der reelt set har været helt sikker på effekten af stilladsbannere. Enhver kan se, at stilladsbanner skaber impact, men når det kommer til danskernes helt ærlige mening om de store reklamer og bannernes effekt, manglede vi dokumentation for vores mavefornemmelse, fortæller Christian Skipper.
Derfor gennemførte parterne en interview-seance på Strøget i København, hvor vi spurgte de danske shoppere i alderen 20-50 år om Gina Tricot banneret på Café Norden ved Amager Torv.
Ingen vil irritere
Og hovedkonklusionerne var, at især københavnerne satte pris på stilladsbanner.
Hele 92 procent af de adspurgte mente, at et banner på et stillads pyntede i forhold til det tomme metal skelet. En vigtig pointe, når man sammensætter sin kommunikationsplanlægning, mener Christian Skipper.
– Hvem ønsker at irritere sin målgruppe, når man forsøger at tale med dem? Hvis man spurgte et repræsentativt udsnit af danskerne, om de syntes, at en pop up på computerskærmen var et behageligt afbræk, eller om de syntes, at reklamerne i radioen kamuflerede nyhederne og musikken på en god måde, tvivler jeg på, at 92 procent af dem ville svare ja, siger Christian Skipper.
Fra stilladsudbyderen Eye Media siger direktør René Wolder:
– Inderst inde havde vi en forventning om, at befolkningen opfatter stilladsreklame positivt, men vi havde godt nok ikke forventet, at det ville være så massivt.
Christian Skipper tilføjer:
– Tiderne kalder på kreativ og effektfuld kommunikation, og når man har bevis på, at danskerne opfatter ens medie positivt, så skal man lytte.
Posterscope er en del af Aegis Media og opererer i 22 lande.