Tv-, bredbånd-, og telefonileverandøren Stofa med hovedsæde i Horsens har valgt at samle alle drifts- og udviklingsopgaver på Drupal-platformen hos det digitale bureau Novicell i Aarhus.
Dermed er det Novicell, der skal være med til at sikre fremdriften i udviklingen af den del af Stofas onlineplaforme, der er baseret på Drupal, fortæller David John Hansen, Online Manager hos Stofa.
– Novicell har tidligere løst en række opgaver for os, så vi kender deres kompetencer særdeles godt. Desuden har vi meget stor tillid til Novicells team-chef. Derfor var det også ganske naturligt for os at samle alle vores Drupal-aktiviteter hos dem, siger han.
Tæt på kunden
Stofa har de seneste år hovedsageligt benyttet sig af et københavnsk bureau, og selvom meget af den daglige dialog i dag foregår online, så er det ifølge David John Hansen en klar fordel, at Novicell har hovedsæde i Aarhus og dermed er tættere på Stofas hovedsæde i Horsens.
– Det gør det betydeligt lettere lige at stikke hovederne sammen og løbe opgaver igennem, hvilket gør at man har en tættere dialog og har lettere ved at være proaktiv i samarbejdet. Dermed kan vi bedre være på forkant med den digitale udvikling, siger han.
Stofa, der er en del af Syd Energi, har godt 480.000 tv-, bredbånds- og telefonikunder. Dermed er virksomheden landets andenstørste leverandør af tv-, bredbånds- og telefoniløsninger.
Samarbejde er begyndt
– Stofa har et mål om at gøre Danmark til en digital vindernation, og derfor må virksomheden naturligvis starte med sig selv. Det gør Stofa til en særdeles interessant kunde, fordi der er et meget højt fagligt modspil, der betyder, at de løsninger, vi finder frem til i fællesskab, bliver af meget høj kvalitet, siger Mikkel Mandal, Drupal team-chef hos Novicell.
Stofa og Novicell påbegyndte samarbejdet i starten af november, og de kommende måneders samarbejde handler blandt andet om at stabilisere websitet samt udvikling af nye services for at skabe en bedre brugeroplevelse.