Stofa, der frem til 2010 var ejet af den svenske pendant til TDC, Telia, og i dag er et selvstændigt datterselskab i Danmarks tredjestørste energikoncern, SE, er i fuld gang med at re-positionere sig strategisk på det danske marked.

Derfor har Stofa allieret sig med nye bureaupartnere.

De nye bureausamarbejder er bl.a. etableret på mediasiden, hvor OMD afløser den hidtidige samarbejdspartner Carat, mens et nyt bureau – Relationshuset Gekko – er hentet ind til at stå for Stofas relationsmarkedsføring.

Dermed har Stofa, der leverer tv, bredbånd og telefoni til 500.000 danskere, fremadrettet fire bureauparterne, da OMD og Relationshuset Gekko bliver en del af Stofas bureau-kvartet, som har reklamebureauet Kunde & Co i spidsen.

Det fjerde bureau er fundet på eventsiden, hvor Retail24 fremover bl.a. skal køre salgsevents over hele landet for Stofa.

Ekstra skub i markedsføringen

Alt i alt skrues der op for marketingsatsningen i Stofa, som bl.a. udvider med en eksempelvis en ny marketingchef – hvem, er det endnu for tidligt at sige noget om – og flere kræfter i selskabets CRM-afdeling.

Baggrunden for det nye set up er Stofas vækststrategi, der har skabt behov for en øget synlighed i markedet, lyder det fra Stofas kommercielle direktør, Michael Broch Hansen. Han begrunder bl.a. den øgede bureausatsning i, at Stofa har oplevet ganske stor vækst i kølvandet på sine marketingkampagner, som de seneste år har kredset omkring ”Stofa-vælger”-universet.

– Hele vores markedsføring og kundekommunikation skal understøtte vores løfte til kunderne om at ”Stofa-vælgere” har det nemmere. Et løfte, vi tager meget seriøst og arbejder benhårdt på at indfri hver dag i alle led, siger han.

For markedsføringen og dialogen med kunderne er målet at skabe en bedre styring og kvalitet.

– Vores vækstmål stiller nye krav til bureauernes evne til at koordinere indsatserne, og at de har både modet og evnen til at udfordre hinanden i et godt samarbejde. Nu har vi sat det stærkeste hold med Kunde & Co, Relationshuset Gekko og OMD. Det er tre af Danmarks stærkeste bureauer på hver deres felt, som samlet står som de bedste til at optimere vores marketinginvestering, lyder det fra Michael Broch Hansen.