Bladredaktioner fører normalt en dagbog for at holde styr på kommende begivenheder og sæsonorienterede aktiviteter. Opdateres en sådan protokol med sans for petitjournalistikkens inderste væsen, kan den inspirere til redaktionelle tiltag, som kan forveksles med eller ligefrem gøre det ud for nyheder.
Til brug for en sådan erindringsbank kan de følgende iagttagelser klippes ud og lægges under “november“.
Vi focuserer på to juletraditioner af nyere dato, der så at sige kompletterer hinanden og begge bygger på det samme etiske grundlag, som nødvendigvis må føre til et krav om lovgivningsmæssige indgreb for at beskytte bestemte aldersgrupper mod merkantil mishandling.
Først juleøllet. Journalist Stickelberg kan nemt få en række gymnasierektorer i tale et par dage før premieren, og det er ikke svært at forestille sig deres kommentarer til den uafvendelige kendsgerning, at landets værtshuse står på gloende pæle en aften og nat midt i november.
Stickelberg kunne starte med at spørge, om rektor har tænkt sig at forbyde sine elever at drikke julebryg. Rektor vil sikkert også gerne bekræfte, at skikken er til ulempe for læreren, især hvis hun er den eneste ædru i klasselokalet.
Med udmeldinger fra blot fire gymnasier er vor pressehelt godt rustet til den videre manøvre. Juleøllet er af betydelig offentlig interesse (Stickelberg er selv i målgruppen), og der er flere involverede parter, hvis meninger skal afspejle sig i den objektive journalistiske reportage. Hvad siger “ofrene“, dvs de elever, som er i færd med at drikke sig stangstive? Hvad mener forældrene? Hvor effektiv er restauratørernes kontrol med aldersgrænsen? Kan det lade sig gøre at sende en syvårig hen i døgnereren efter seks nissebajere? Og hvad siger de skyldige bryggerier, deres brancheorganisation, Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeren? Undervisningsministeren! Sådan en julebrandert koster vel flere hundrede millioner kroner i tabt indlæring og på et senere stadie forringet konkurrenceevne?
Glem ikke at involvere formanden for Danmarks Afholdsunion, Henning Sørensen i Grenå. Han er altid leveringsdygtig i bagvaskelse af spiritus.
Værsgo’, Stickelberg, banen er klar. Du kan forsyne både Ritzau og Radioavisen med juleøl på print, du skal bare være først, så vil de andre citere, plagiere og “følge op“.
På samme måde skal du, Mr. Petit, have beredskabet på plads, når TV2 m.fl. engang i november begynder den årlige forBRrugerpåvirkning. Ganske vist er der en teoretisk risiko for, at disse reklamer bliver helt forbudt inden næste plasticlegetøjshøjsæson, men et kompromis er mere sandsynligt, og så vil der stadig være basis for at føre en moralsk kampagne. Målgruppen er betydelig, for alle rammes af reklamerne med Fætter BR og er mere eller mindre irriterede over deres påtrængenhed, og generel reklamelede kan kanaliseres i bekvemme børnebaner. Ligesom de unge skal beskyttes mod juleøllets fordærvende nedbrydning, bør deres mindre søskende værnes mod kommerciel voldtægt.
En hærskare af experter tripper for at få lov at kommentere følgerne af, at værgeløse børn overdænges med budskaber, hvis eneste formål er at etablere et købepres, der går fra den primære målgruppe til den voksne disponent. I 1998 krydrede kulturministeren debatten ved at true med sin hammer og vifte med forbudsflaget, hvilket fremkaldte en modreaktion, der var lige så forudsigelig. Denne operette opføres med samme kronologisk bestemte interti som “Nøddebo Præstegaard“ på Folketheatret i Nørregade.
Mest konsekvent ville det være at vedtage et forbud mod plasticlegetøj og yde statsstøtte til små virksomheder, der fremstiller træbyggeklodser som i Lego’s urtid. Det bliver kosteligt, når Plasticpolitiet optrevler den første Kinderægge-liga.