I januar politianmeldte Forbrugerombudsmanden teleselskabet Telia for ikke at have givet korrekte prisoplysninger i en række avisannoncer i blandt andet Berlingske Tidende, Ekstra Bladet og BT i april 2009. Sagen er nu afsluttet med en bøde på 150.000 kr.
I annoncerne stod der, at man kunne købe telefonerne over en afdragsperiode på 12 måneder, hvor man i de første 6 måneder var forpligtet til at have abonnement hos Telia.
Den samlede mindsteudgift var imidlertid beregnet forkert, og den samlede kontantpris var ikke oplyst, og derfor valgte Forbrugerombudsmanden at politianmelde Telia for at have overtrådt Markedsføringslovens paragraf 3 om forbud mod vildledning og paragraf 14 om annoncørers forpligtelse til altid at oplyse kontantprisen, når der annonceres med muligheden for at købe en vare på kredit.
Formålet med begge bestemmelser er, at forbrugeren skal have mulighed for let at sammenligne tilbud hos forskellige udbydere.
Bødens størrelse er fastsat på baggrund af markedsføringsomkostningernes størrelse samt den opnåede fortjeneste og under hensyn til, at markedsføringen var sket i landsdækkende aviser, oplyser Forbrugeombudsmanden.