“Don’t call us – we’ll call you”.
Grey Københavns direktør Daniels Hoffmann vil ikke gå helt så langt som til at sige det så kontant. Og han har da også allerede fået rigtig mange opkald fra firmaer af snart sagt enhver slags, der gerne vil i betragtning som leverandør til Magasin efter, at Grey København i forrige uge vandt konkurrencen om det store og attraktive budget.
På den anden side må han også understrege, at der ikke lige frem kommer en åben licitation på de mange og store opgaver, som knytter sig til udførelsen af Magasins kommunikation.
– Vi snakker jo ikke kun om produktion. Vi snakker om alt lige fra dialog, internet og event til repro, tryk og foto-optagelser. Og godt nok rummer Grey-koncernen samtlige kompetencer. Men det er ikke det samme som, at alle opgaverne skal placeres inden for koncernen. Vi skal selvfølgelig vurdere, om der er ekssterne leverandører, som er bedre til opgaverne, siger Daniel Hofmann.
På nuværende tidspunkt ved han dog ikke engang, hvornår bureauet skal begynde at arbejde for Magasin. Der er derfor god tid til at tilrettelægge de mange opgaver og udvælge leverandører.
– Præcist hvornår vi skal starte på de første opgaver er ikke til at sige. Men det ligger fast, at vi først kommer i gang for fuld styrke efter nytår. De kommende måneder vil således handle om at identificere opgaverne og behovene sammen med Magasin. De har ønsket et nyt syn på deres markedsføring og det indebærer selvfølgelig også muligheden for et nyt syn på, hvordan ressourcerne skal prioriteres, siger Daniel Hofmann.
På nogle områder kan man dog allerede nu gå i gang med at kigge på leverandører.
– Vi har lagt op til en ny fotostil, og der kan vi selvfølgelig allerede nu begynde at vurdere, hvem der er gode til den stil, siger Daniel Hofmann.
Hvem der bliver beslutningstagere på de mange opgaver har han ikke lyst til at oplyse på nuværende tidspunkt – udover dog at på det kreative område er det Claus Skytte og Esben Sørensen. Han siger videre, at det ikke kun er spørgsmålet om pris/kvalitet, der afgør valget af leverandører.
– Det kommer også til at handle om konsistens og leverings-sikkerhed. Vi taler om en så stor volumen, at det er vigtigt, at det bliver rigtigt første gang. Vi har ikke råd til at prøve en masse nye af, og derfor vil et godt bud på leverandører selvfølgelig være nogle af de samarbejdspartnere, vi allerede kender. Jeg forventer således, at vi i de kommende måneder indsnævrer feltet – vi kender jo markedet godt i forvejen – og så stille og roligt vil tage kontakt til de mulige leverandører, siger Daniel Hofmann.