Adskillige i reklamebranchen har undervejs forholdt sig meget skeptiske over for Sonofons reklamer. Det kan godt være, at forbrugerne kan lide Polle. Men virker han?
Selvfølgelig kan man aldrig sige, at det alene er reklamerne, der gør en succes. Men reklamernes kritikere har i dag fået det sværere. Adm. dir. Ulrik Bülow har præsenteret et årsresultat, der viser fremgang i både omsætning, overskud og kunde-antal.
Sonofon har nu 1,3 mio. kunder – en fremgang på 200.000 – en omsætning i 2002 på 4,01 mia. kr. mod 3,54 mia. kr. i 2001 – og et overskud på 267 mio. kr. mod 103 mio. kr. i 2001.
En af forklaringerne på overskuddet er, at der er skåret pænt i medarbejderstaben. Fra 1750 i 2001 var selskabet ved udgangen af 2002 nede på 1385 ansatte.
Men det kan ikke forklare stigende omsætning og flere kunder.
Adm. direktør i Sonofon, Ulrik Bülow, vurderer, at det bliver en udfordring bare at holde indtjeningen i år på niveau med 2002.
– Indtjeningen i 2002 har været høj, og for os vil det være en udfordring at stabilisere indtjeningen på dette niveau i 2003. På længere sigt skal indtjeningen forbedres for at sikre, at Sonofon fortsat har økonomi til at investere i nye teknologier og løsninger for kunderne, udtaler han i selskabets pressemeddelelse.