Ved bureaubriefingen i fredags i forbindelse med net-eventen “e-markedsføring – der virker” deltog mere end 15 bureauer. Det er første gang nogensinde i Danmark, at der bliver sat fokus på god online-markedsføring. Alle deltagende bureauer har fået til opgave at skabe en kreativ onlinekampagne for den humanitære organisation Amnesty International. Til forskel fra andre konkurrencer vil “e-markedsføring – der virker” køre flere forskellige kampagner for samme annoncør. På den måde håber arrangørerne at kunne vise spændvidden og bredden i internettet som markedsføringskanal. Hvert af de deltagende bureauer må indsende så mange forslag, de vil. – Vi er glade for den positive respons, som markedet har givet os, og overraskede over det store antal bureauer, der deltog i briefingen. Især glæder det os, at såvel store etablerede reklamebureauer som rene interaktive bureauer vil deltage. Vi er også glade for at et mediabureau har vist interesse for at deltage i eventen. Det lover godt for bredden i kampagneforslagene, siger adm. dir. for DoubleClik, Christian Hjorth, der føler sig sikker på, at der nok også skal komme mange forskelligartede forslag. Forslag til kampagner skal indsendes inden den 5. marts kl. 12.00 til e-Markedsføring, Finsensvej 80, 2000 Frederiksberg. I forslaget skal man beskrive den kreative ide og hvilke kommunikationselementer, som indgår i kampagneafviklingen fx banner, sponsorater, integrerede løsninger. En jury vælger derefter et antal kampagner, som bureauerne har godt 14 dage til at færdiggøre. Kampagnerne skal køre i to uger, hvorefter de bliver evalueret og vurderet på både hårde data i form af klick- og konversionsrate og de mere bløde værdier. Når de endelige resultater foreligger i slutningen af marts, går juryen i gang med at finde en vinder af en rejse til New York. Hyldesten sker ved en fest i slutningen af april.