En division af den globale producent af lægemidler Abbott, Abbot Diabetes Care, har efter en pitch fundet frem til det bureau, som skal håndtere denne del af den globale lægemiddelproducents marktingbudget herhjemme.

Valget faldt på det relativt lille bureau WeThink, der tidligere har gjort sig bemærket ved bl.a. at vinde budgetter fra Rockfon, Fishermans Friend, Velux og Huawei.

Det var primært bureauets indsigter vedrørende integreret kommunikation i kombination med et nordisk perspektiv, der afgjorde pitchrunden til WeThinks fordel.

Nordisk hub

Abbott Diabetes Care udvikler, producerer og markedsfører blodsukkermålere og teststrimler til personer, der er ramt af sukkersyge.

Målet er at hjælpe disse med at kontrollere deres diabetes og dermed få en hverdag med en frihedsgrad, der er så tæt på et liv uden sygdommen som muligt.

På længere sigt er målet, at WeThink i København skal fungere som nordisk hub og brede kommunikationen ud i Norden via bureauets afdelinger i Stockholm, Oslo og Helsinki med respekt for de regionale forskelle på de nordiske markeder.

Det nye samarbejde og de spændende udfordringer glæder Jan Larsen, kreativ direktør på WeThink, som tilføjer, at man allerede er i gang med div. kommunikative tiltag for Abbott.