Mens ledelsen i Mærsk overvejer mulighederne for at investere store beløb i opbygningen af tre store russiske havne og udvikling af ny teknologi i russisk arktis i det næste årti, så man kan bore efter olie og gas året rundt, tjener Mærsk Supply Service nu gode penge på etableringen af den 1.220 km russisk-tyske naturgasledning Nord Stream gennem Østersøen.
I disse dage er det mere end 150 meter lange rørlægningsfartøj Castoro 6 i gang med at lægge rør i farvandet knap 40 km øst for den svenske ø Gotland. Mærsk Supply Service har i øjeblikket tre specialskibe i arbejde for den italienske entreprenør Saipem.
Ifølge administrerende direktør i Mærsk Supply Service, Carsten Plougmann Andersen, har Mærsk fået en kontrakt på et stort tocifret millionbeløb i dollar med Saipem og den anden entreprenør, der arbejder for projektet Nord Stream. Dermed vil Mærsk få en omsætning på et betydeligt trecifret millionbeløb i kroner i forbindelse med projektet.
Business.dk