It-giganten Microsoft henter mere end 4200 deltagere til selskabets årlige Convergence-konference, der fra tirsdag til torsdag løber af stabelen i Bella Center, København. Det er kun anden gang, at konferencen holdes i Europa.
Tema for konferencen er Microsofts Dynamics-produkter, som i vidt omfang udvikles på Microsofts danske center i Vedbæk.
– Danmarks tætte tilknytning til de globale Microsoft Dynamics-produkter gør det i vores øjne oplagt, at det er i København vi afvikler konferencen. Men vi er alligevel meget stolte over, at Microsoft har tildelt os værtskabet, siger Lars Nygaard, divisionschef for Microsoft Business Solutions i Danmark.
Også hos organisationen Wonderful Copenhagen er der glæde over at konferencen endte i København. Dels er det en stor konference efter danske forhold, dels arbejder man i organisationen målrettet for at tiltrække kongresser inden for it-området.
/ritzau/