Titanium-Juryen for den internationale reklamefestival i Cannes skulle her til morgen have offentliggjort shortlisten til de kampagner, der er fundet værdige til at modtage festivalens Titanium Grand Prix.
Juryens formand David Lubars, der er chef for BBDO i USA, har helt usædvanligt afvist at offentliggøre shortlisten. I stedet fortæller han, at der kun er 3 kampagner nomineret fordi der er tale om en prestigefyldt og speciel pris.
– Vi har valgt at hemmeligholde shortlisten, for at undgå for mange diskussioner, inden prisuddelingen lørdag aften, siger David Lubars.
Titanium Grand Prix gives til en idè der er så unik og omfattende at den ikke kan bedømmes alene i film, cyber, radio, outdoor eller andre kategorier, der kun hylder brug af enkelte medietyper.
Der er ekstra spænding om udfaldet i år, ikke mindst set i lyset af at Titanium Grand Prix’en der ikke er blevet uddelt siden 2003, hylder dèt de globale reklamekoncerner ser som fremtidens største udfordring – nemlig integreret reklame, med bærende geniale idèer.